Bygningskompleksets historie

Bygningerne, som de tager sig ud i dag, set fra Ringridervej

                                                                    

Den store bygning ved siden af den nuværende kirke blev opført i begyndelsen af 1930'erne på initiativ af Sønderborgs daværende katolske sognepræst, Hubert Messerschmidt (onkel til tidligere generalvikar, prælat Lars Messerschmidt), som rejste midler til erhvervelse af byggegrunden. En del af arealet - hvor den nuværende politistation ligger - blev siden hen videresolgt - med god fortjeneste.

Huset blev oprindeligt indrettet med henblik på grundlæggelse af et kloster for en mindre gruppe Benediktinerinder af Den Hellige Lioba, som - ligeledes ved mellemkomst af bl.a. pastor Messerschmidt - kom hertil i 1935. På grund af manglende opholdstilladelse måtte de dog atter forlade Danmark for en kort bemærkning, hvorefter huset blev indrettet til præstebolig, udlejning af lejligheder samt et kapel (den nuværende menighedssal), som i de følgende årtier dannede rammen om det katolske menighedsliv i Alssundområdet. Yderligere viden om Liobasøstrene og deres virke i Danmark kan hentes under http://benedikt09.mono.net.

 

Den nuværende Sct. Pauls kirke stod færdig i 1997 og blev indviet den 16. november samme år af biskop Czeslaw Kozon. Udkast og indretning skyldes i høj grad den daværende sognepræst, Poul Clausen, som også har tegnet alter, døbefont og læsepult, alt udført i lyst bøgetræ ligesom kirkens øvrige inventar.

 

Altervæggen er præget af store glasmosaikker, udført af Nis Schmidt fra Viuf ved Kolding. To gange tre vinduer bryder sammen med en cirkel det brede stykke mur bag altret. I en stor cirkel er indføjet en mindre cirkel med et kors og en lille flamme. Herved fremstår Gudssymbolet Alfa og Omega - begyndelsen og enden - som omslutter Korset med Kristus samt flammen som symbol på Helligånden. Herfra strømmer lyset ud til alverden. 

Udover mosaikkerne falder konsekrationskorsene og de 14 korsvejsstationer på sidevæggene i øjnene, tillige med det store krucifiks mod øst og Madonnafiguren mod vest. Krucifikset, som er udført i romansk stil, er købet i Paris og skænket af Assumptionssøstrene, som med deres tilstedeværelse i det nu nedlagte Als Kloster gennem mange år var et stort aktiv for Sct. Pauls menighed. Figuren af Maria med Jesusbarnet i kirkens vestlige ende har sit udspring i en gammel, medtaget figur, som blev fundet i Normandiet og restaureret. Da figuren stilmæssigt passer godt til krucifikset og vidner om tidlig nordisk, kristen kunst, besluttede menighedsrådet at købe denne figur - også i Paris. 

 

 

 

 

 

Kirkerummet, set fra hovedindgangen